Om Per Lau Jensen

Det var året, hvor transistorradioen så dagens lys, SAS som de første fløj en polarflyrute imellem København og Los Angeles og McDonald’s blev grundlagt.

 

En, i den sammenhæng, væsentlig mindre begivenhed var, at jeg blev født. Det var den 7. maj 1954 hen under aften. 
Jeg voksede op i Holte, lige nord for København, 

forlod skolen med en jævn 9. klasses afgangseksamen i 1970 og gik i lære som automekaniker. Derefter tog jeg en kontoruddannelse og en handelseksamen. Da værnepligten skulle aftjenes, valgte jeg at melde mig som konstabel i Søværnet i sejlende tjeneste.

 

Fra 1973 – 1986 kørte jeg motorløb. I slutningen af 70’erne formelvogn professionelt med sponsorer og store forventninger, målet var formel 1. Men danske mediers dengang begrænsede interesse i motorløb, DRs monopol-tv og danske virksomheders, i international sammenhæng, begrænsede reklamebudgetter var ikke det optimale fundament for en racerkører med ambitioner. I de følgende år fortsatte jeg med motorsporten på hobbyplan.

 

Jeg var ejendomsmægler i Nordsjælland i perioden 1980 – 89 og igen 1995 – 2007. I begge perioder arbejdede jeg dels som ansat sælger, dels daglig leder og i en stor del af perioderne som selvstændig med eget ejendomsmæglerfirma. Jeg havde endvidere, i nogle år, eget byggefirma ved siden af, og var medejer af et typehusfirma.

 

En vis branchepolitisk interesse gjorde, at jeg blev valgt ind i bestyrelsen i EjendomsHandlernes Landsorganisation (EHL) og sad der i en 2 års periode. Senere var jeg medlem af bestyrelsen i Dansk Ejendomsmæglerforenings kreds 2. Og jeg blev den første formand for Dansk Ejendomsmæglerforenings Forening for Associerede Medlemmer, og blev samtidig medlem af bestyrelsen i Dansk Ejendomsmæglerforening (DE).

 

I perioden 1989 – 1994 boede og arbejdede jeg primært i England.

 

En af mine interesser har altid været at skrive. Da jeg var barn, skrev jeg hele tiden, og resultaterne havde min dansklærers bevågenhed. Jeg troede faktisk, at jeg skulle være forfatter; men der kom altid noget i vejen.
Det første, der kom i vejen, var en interesse for musik. Jeg købte en guitar og spillede i en gruppe, som så mange andre dengang i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Så blev motorsporten den store interesse og fritidsaktivitet. I 90’erne var det at køre motorcykel. I slutningen af 90’erne tog fluefiskeri mere og mere over som den primære hobby, herefter har jeg brugt meget tid på at fluefiske i bl.a. Sverige og Norge og i vildmarken i Lapland og i Ruslands Kamchatka.

 

Jeg havde mit eget ejendomsmæglerfirma indtil efteråret 2007, hvor jeg fik et vink om, at mit helbred ikke fortsat ville acceptere 70 timers arbejdsuger og en høj grad af stress. Jeg mistede lysten, solgte fra, lukkede og slukkede og flyttede til Sverige.

 

Jeg bor i dag i det nordligste Skåne, i en af 1600 tallets snapphanar byer. Den ligger i det gamle grænseland imellem Danmark og Sverige.

 

Min fritid er i dag koncentreret om min schæferhund, fluefiskeri og en interesse i vintage cars, specielt Jaguar og Mercedes biler.

Per Lau Jensen