Schæferbogen ventes udgivet i 2012. Udgivelsesdato er ikke fastlagt endnu. Her er et afsnit. Det er starten af kapitel 15:

Kapitel 15: Bølleschæferen, Dagens Nyheter, Schæf United og Le Mans

 

Det starter om morgenen. Det gør det vel for de fleste. Når det første lys rammer krageslottet, springer jeg ud af sengen og afsynger Morgenstund har guld i mund, mens jeg gør nogle øvelser for blodomløbets skyld, som ville have glædet morgengymnastikkens strenge fader, kaptajn Jespersen.

Det er i hvert fald sådan, jeg i min selvbevidsthed gerne ser starten på min dag. Hvis sandheden skal frem, ringer vækkeuret et sted imellem klokken seks og syv - afhængig af hvornår jeg kom i seng - og det skal gerne igennem et længere snooze-forløb, før jeg kommer op til overfladen. Schæferen har intet vækkeur med snooze-funktion; men han har mig. Det giver ham indtil flere slumre-perioder, mens jeg henholdsvis børster tænder, barberer mig, går i bad og tager tøj på. Hvis jeg ellers børster tænder for lukket dør, så der ikke kan spilles balladebold, så ses schæferen sjældent udenfor sin kurv før hen ad syv-otte tiden, hvor jeg kommer påklædt ned, trækker de sidste gardiner fra og griber mine nøgler.

”Kom schæferdreng, vi skal ud og godkende dagen, verden og alting” siger jeg så.

Schæferen strækker sig, gaber og prøver at blinke et synsindtryk frem til de trætte øjne og gør det hele i sit eget tempo uden at lade sig unødigt forstyrre af, at jeg står og venter. Han har normalt heller ikke fået mere end ni timers søvn. Plus det løse.

”Kom nu, dagen venter, kan du ikke høre, at den råber på dig?”

Schæferen stopper for at lytte.

”Den venter på at blive godkendt, så den kan komme videre. Du har jo fået den opgave, det er dit job.”

”Hvem har egentlig bestemt det?” spørger schæferen.

”Den store bestyrelse for alting,” svarer jeg rapt.

”Hvem sidder i den?”

”Ja, det … kloge mennesker fra de bonede gulve. De har bestemt, at den slags påhviler nærmeste schæfer, og jeg skal med som kontrollant.”

”Hvorfor er jeg altid nærmeste schæfer?”

”Jamen, se dig omkring, kan du da se nogen, der er nærmere?”

Det kan schæferen ikke. I stedet spørger han:

”Har de virkelig udnævnt dig til kontrollant?”

”Ja, ja.”

”Den bestyrtelse i de bonede lokaler kender dig ikke, vel?”

Så sidder schæferen ventede bag schæferlinjen, som ikke må overtrædes, imellem entreen og vagtstuen, mens jeg finder jakke, prutteposer, nøgler, halsbånd og snor frem. Er jeg lidt for lang tid om det, kommer der et lille piv.

”Åh, er det så hårdt at være schæfer?” siger jeg, så ironien drypper tykt på parketgulvet. ”Her gik jeg helt fejlagtigt og troede, at det var lutter roser og dans på lagkage.”

”Lagkage?” svarer schæferen. ”Skal vi ha’…”

”Glem det, schæfer!”

Foran krageslottet, lige ovre på den anden side af hjørnet, har vi en græsrabat, der vel er på størrelse med en lille parcelhushave. Den ejes af schæferen.

I slutningen af vinteren 2010-2011 lå der så høj en snebunke i hjørnet, at det sidste først smeltede i slutningen af marts måned. Snebunken skjulte naturligvis de obligatoriske hundelorte, fordi en række hundeejere savner grundlæggende respekt for andre og burde idømmes en bøde på et firecifret beløb. Desuden rester fra nytårsfyrværkeri og mærkværdigt nok noget smadret glas.

Schæferen havde i ugevis været utilfreds med den manglende oprydning og normale kommunale slendrian. Og den morgen, hvor der endelig var to mænd i chikke kedeldragter med refleksstriber, en større maskine, en ladvogn og en trailer forsynet med myndighedslogo, så var det selvfølgelig også galt. Allerede på verandaen skulede han. Og da vi passerede hullet i hækken, gav han dem klar besked:

”I skal da vel for pokker ikke rydde op lige nu, hvor jeg skal læse morgenavisen!”

Vi kalder græsrabatten for Dagens Nyheter. Her får schæferen, med snydesnudeskaftet i jorden, lige tjek på, hvad der er sket siden sidst, hvilke hunde der har været forbi og hvorfor, og om harerne har været der i nattens løb og den slags vigtige informationer. Vi har også en stor græsplæne nede på torvet, som schæferen kalder for Sydsvenska Dagbladet. Og ovre i villakvarteret mod øst er der en rabat ind mod skoven, som altid er langhåret, og hvor der desværre dumpes haveaffald og nu og da lidt chokoladepapir og et par dåseøl. Den kalder schæferen for Expressen.

Når schæferen har læst avisen, går vi gerne over på den anden side af vejen og ned forbi krageslottet, så schæferen også er orienteret om skånesituationen på det andet fortov. På et eller andet tidspunkt finder han, at han har tilstrækkeligt med informationer til at tage en beslutning. Derefter schæferstempler han dagen som godkendt. Jeg samler stemplet op i en pruttepose, og så begiver vi os hjemad. 

Det kritiske tidspunkt er, når jeg står med stemplet i prutteposen og skal vende den for at binde knude. En morgen, da jeg med ryggen til lige havde samlet op, fik schæferen øje på en anden hund. Han sprang frem og gøede. Pruttepose med indhold røg op i luften, jeg sprang til side og undgik lige akkurat at få det hele i håret.

Schæferen så forundret på mig:

”Hvorfor skal du altid lave så meget klovneri?”

Så gøede den anden hund kort, og schæferen genoptog sin livsopgave.

Det var den flinke blondine, som er overlæge på sygehuset i Kristianstad, med den lille spaniel.

Da jeg et øjeblik senere bebrejdede schæferen hans gadeuorden, svarede han:

”Jamen, den var så fræk. Hørte du ikke, hvad den sagde?”

”Nej, hvad sagde den?”

”Det vil jeg ikke gentage.”

”Jo, kom nu!”

”Den sagde Luk lige schæferrøven!”

”Nej, da ikke den pæne hund.”

”Jo, den gjorde. Du må se at få lært sproget!”

”Ja, det er også for dårligt.”

Det hænder, at vi møder en gruppe grovspurve på fortovet ved naboens indkørsel. Så springer schæferen frem for at gø.

”Stop! Husk spurveforliget. Man skal være god ved spurvene.”

”Jamen, jeg troede da kun, at det gjaldt dem i vores have?” indvender schæferen så.

”Det var da også dem fra vores have,” nikker jeg med overbevisning.

”Var det det?”

 

Mens schæferen og jeg gerne kommer ud og indfører sheriftilstande et eller andet sted imellem klokken 7 og 8 om morgenen, er andre mere præcise. Hjemme igen kan jeg fra køkkenvinduet se den blonde pige med den sorte hat, der bor i det lyserøde hus, vandre forbi med de to små piberensere i retning mod nord præcis kl. 07:30. Hun er dårligt ude af syne, før Nilsson og hans to små hunde, der halser af sted i stram snor foran ham, kommer fra nord på modsatte fortov. Nilsson er altid iført en beige vindjakke, om vinteren dog med en højhalset sweater indenunder. Ti minutter senere, mens havregrøden koger, spadserer ægteparret Jönsson forbi på deres faste morgentur. Hen mod klokken 8 kommer brødbilerne, fra Pågen og Växjöbagarn, forbi vinduet. De har leveret brød til byens lille supermarked. Og kl. 08:10 drejer direktøren for byens lille elselskab om hjørnet i sin sorte Volvo.

Schæferen er, efter at have udført sine anstrengende morgenpligter med godkendelse og den slags, gået i seng igen. Jeg spiser min havregrød og hører P4 København, som fortæller om tæt trafik, fartdyk, elastikkørsel, aflysninger og kiggekø ved Kokkedal, mens jeg ser ud på byens hovedfærdselsåre, som tydeligt fortæller, at også i Vedahult er det morgenmyldretid. Jeg kan nemlig se hele tre biler, der myldrer (Volvoer alle sammen, selvfølgelig).

Når jeg lægger skeen, vågner schæferen mirakuløst af sin dybe søvn. Et par sekunder senere står han ved valven imellem spisekøkkenet og stuen. Det kunne jo være, at jeg havde levnet.

”Hvorfor må jeg aldrig få morgenmad?” spørger han.

”Du får jo frokost, aftensmad og en sjat natmand. Du godeste, hvad vil du mere, schæfer?”

”Have morgenmad. Det sagde jeg jo lige.”